Christen Sørensen i "Skovhuset" får en søn døbt Søren Christensen 10. søndag efter Trefoldighed 1710.
Niels Christensen døbt 24/11 1720.
Olle Christensen i 1725.


Ejendommen 1947


Christen Sørensen får fæstebrev fra Bjerre gods den 20/3 1719, og betaler årlig 2 danske rigsdaler og 2 danske mark.

For den, der ikke arbejder så meget med historie, skal her bemærkes, af de danske rigsdaler og mark var mere værd end de tyske.

Christen Sørensen begravedes den 18. søndag efter Trinitatis i 1728.


Knud Hansen i Skovhuset og Anne Christensdatter blev gift den 15/10 1730.
Deres børn:
Hans Knudsen, døbt l. søndag efter Trinit. i 1731. Overtog gård nr. 3 i Hjortsvang 1760.
Peder Knudsen, døbt l. søndag i advent 1733 i Vindelev.
Jørgen Knudsen, i Tørring.
Olle Knudsen, i Oksenbjerre.
Anna Knudsen, i Jelling.

Knud Hansen i Skovhuset blev begravet 1735.

Peder Pedersen i Skovhuset viet til enken Anna Christensdatter den 22. søndag efter Trinitatis i 1736.
Deres børn:
Knud Pedersen, døbt 1736. Begravet 19/9 1736.
Peder Pedersen, døbt 1737.

Mogens Mouritsen var først fæster under Hammergaard i 1755.
Der står han til et hus. 1 ugedag og 1 rigsdaler og 2 mark i landgilde. Siden findes han under Hvolgaard og Laage i 1780 og betaler nu 5 rigsdaler i landgilde, samt yder en sletdag i Ødemarken.

Der findes ingen fæstebreve under Hammergaard, så datoen for fæstebrevets udstedelse kan ikke fastslås.

Første gang Mogens Mouritzen nævnes i kirkebogen er da datteren Maren bliver døbt den 1/7 1753. Hun blev båret af præstedatteren Øllegaard. Fadderne var Anders Christensen, Johan Nielsen og Frands Hansen.
Det er ikke faddere man forventer, en lille husmand ville bruge til sine børn. og her gælder det ikke kun for det ældste, men for alle børnenes faddere. Hele tiden de største gårdmænd og koner i byen. Mogens Mouritsens hustru var Ingeborg Christensdatter. Enten hun eller han kommer nok fra et velstillet hjem, måske dem begge, ellers kan det nære venskab med byens spidser ikke forklares.
Deres børn:
Maren Mogensdatter, døbt 1/7 1753.
Mourids Mogensen, døbt 29/10 1757.
Inger Mogensdatter, døbt 18/5 1760.
Anna Mogensdatter, døbt ? Begravet 17/4 1763.
Birthe Marie Mogensdatter, døbt?

Mogens Mouritsen dør den 11/6 og skifteforvaltningen møder op den 30/6 1786, for at registrere og vurdere boet efter ham. Det ses da, at boet skal deles mellem enken og kun en af døtrene og sønnen. Sønnens opholdssted er tilmed ukendt.

Enkens lavværge var Anders Nielsen i Lensgaard og Morten Pedersen i Østergaard var formynder for datteren Birthe Marie. Hele boet vurderedes til 28 rigsdaler 3 mark og 4 skilling. Heri var medregnet familiens 2 køer, 4 får og 3 lam, hvis værdi var ansat til 10 rigsdaler, så selve husets indbo med møbler og husgeråd var fattigt, og dog er der ting imellem, der kan virke mærkelige. For eksempel havde manden kun et par blaae strømper, vurderet til 1 mark, men 6 blårgarnsskjorter vurderet til l rigsdaler. En blaae vadmels kioel vurderet til l rigsdaler og 2 mark. Men Mogens Mouridsen havde også skindvest og skindbukser, sko med metalspænder, så alt hans efterladte tøj vurderedes til samlet at være 6 rigsdaler værd.

I stuen fandtes 1 timeviserværk, vurderet til l rigsdaler (det var ikke almindeligt i et husmandshjem, at man havde et ur, forresten heller ikke i mange af gårdmandshjemmene på dette tidspunkt). De to sengesteder med dyner og lagner vurderedes til 6 rigsdaler.
De resterende 5 rigsdaler dækker så indboets borde, stole, bænke, bønne- og psalmebøger, samt tallerkner, gryder, potter, pander, degnetrug, ballier og sibøtter med mere, samt hakkelsesmaskine, tørvespade, båndknive m.m.
Der var ikke overflod noget sted, dog undrer man sig over, at mandens tøj var så dyrt i forhold til det øvrige indbo.
Skønt boet blev vurderet den 30/6, blev der først skiftet den 2/10 1786, fordi sønnen ikke meldte sig, hverken personligt eller ved fuldmagt, skønt han blev efterlyst tre gange i den offentlige Tidende, og rygtet fortalte, at han skulle opholde sig her i provinsen.

Da boet blev opgjort, viste det sig, at gælden var på 31 rigsdaler 4 mark og 8 skilling. Hvilket vil sige, at gælden oversteg indtægten med 3 rigsdaler 1 mark og 4 skilling, og der var således intet at arve.

I forbindelse med dette skifte opdager Bjerregaards nye ejer, at huset, hvori Mogens Mouridsen boede, lå på en af Bjerregårds bønders gårdsgrund, skønt han var fæster under Hvolgård.
Dette kan lyde mærkeligt, men har sin naturlige forklaring, som man kan læse om i retsprotokollen. Som allerede nævnt var Mogens Mouridsen først fæster under Hammergård. Det var Østergård i Hjortsvang også, og den var på dette tidspunkt landsbyens største gård, og fæsteren her skulle da give over 20 rigsdaler årlig i landgilde På et tidspunkt kunne fæsteren ikke klare det store landgilde, hvorfor herremanden på Hammergård inddrog et stykke af Østergårds jord, som så blev drevet under selve herregården, mens Østergård stadig stod for den skattemæssige del af udgifterne.
Ved auktionen på Hammergård i 1755, hvor Kruse på Hvolgård køber Hammergård, regner denne med, at dette stykke af Østergårds toftejord, der nu er drevet under Hammergård i over 60 år, automatisk hører til Hammergårds jorder, mens Sr. Vilstrup til Klaks Mølle, der køber 3 gårde i Hjortsvang, hvoraf den ene er omtalte Østergård mener, at alt den toftejord, der førhen hørte til Østergård, hører ham til, når han betaler skat af gårdens fulde hartkorn.

Der går dog et godt stykke tid, før Vilstup bliver klar over, at han måske ejer mere jord end først antaget, eller at Kruse henter afgrøderne hjem til sig. Derefter går de to herrer til retten, og dommen, der går Kruse imod, ankes til højesteret, som dog til sidst stadfæster dommen.
Den omtalte toft takseres til at give 12 - 15 læs hø og græsning til 10 a' 12 høveder årligt. Først i 1760 afsluttes retssagen, og Kruse må betale sagens omkostninger, samt erstatte Sr. Vilstrups tab af afgrøderne i 5 år, med 25 rigsdaler pr. år, ialt 125 Rigsdaler.

Senere sælger Sr. Vilstrup de 3 hjortsvanggårde til Bjerregård, og først en halv snes år efter overtagelsen opdager den nye ejer af Bjerregård Sr. Niels Ottesen, at Mogens Mouridsens hus faktisk ligger på en af Bjerregårds bønders jord, og idet han henviser til dommen den 30/10 1760.

(Citat)

Hans fuldmægtig Hf. Rømer forlanger huset nedbrudt og Pladsen Reengjort og til hvad Tiid den Respektive Rætt, ville fastsætte til samme Doms gjorte Paastands Opfyldelse, derom var Hf. Rømer den Respective Rættes Erklæring Begiærende.
Skifterætten Henhold sig til sin ved Seneste Skifte Samling, i denne henseende giorte Declaration: Hf. Rømer henholdte sig til sin giorte Paastand og paa sin Principals Vegne der i et og alt ville viise ald Billighed i henseende til den nu Værende Tiid, kand fornemme ved den Respective Rætt om samme ville overlade Bjerregaards Ejere den her omtvistede Bygning enten for en rimelig Priis, imellem baade Ejere af grund og Bygning, eller og efter uvillige Mænds Vurdering,
Iøvrigt forbeholdt hf. Rømer sig alt lovligt:
Skifteforvalteren, siden ingen videre meldte sig Sluttede paa Enkens begiæring herved Skiftet, og saaledes er Passeret og tilgaaet bekræftes med Hænders underskrift.

Datum ut Supra:

Paa Skifteforvalterens Vegne som Commiteret:

C. Christensen.

lngeborg Christensdatter.
Som Laugværge Anders Nielsen: Som Formynder Morten Pedersen:

Som Testes ved denne Forrætning: Niels Christensen, Christen Erichsen.

Forevist paa Silcheborg Amts Contor den 26 December 1786.

H. Stadfeld.
Fuldmægtig.


(Citat slut).

Alle andre oplysninger, der er fremkommet, tyder på, at både Mogens Mouridsen og Ingeborg Christensdatter, har været afholdte og ansete menneske i landsbyen. Til trods for deres store fattigdom, har der tilsyneladende ikke været nogen klasseskel mellem dem og folkene på Østergård og Lensgårde.
Deres søn Mouritz var velbegavet, og til trods for, at han tidligt kom ud at tjene, og derefter kun var hjemme det år, hvor han som 14-årig gik til præst, fik han hurtig en huslærers stilling på forskellige herregårde og hos nogle bønder, samtidigt med, at han arbejdede som bondekarl.

Ulykken ramte for alvor hjemmet eller ham, for det var ham, der blev beskyldt for at lave falske banco-sedler. Skylden blev aldrig bevist, for han flygtede og kom end ikke tilbage, da faderen døde.
Men ud fra det, der kan læses i retssagen, ser det ud, som om hele landsbyen, og ikke mindst de store gårdmænd støttede familien. Retssagen om de falske bancosedler, som kan findes dokumenteret i Viborg landsarkiv, var samlet i et 150 sider stort håndskrevet hæfte. Det er ret sjældent, at man kan være så heldig, men dette har også sin forklaring. Det var Herredsfogeden i Brædstrup, der startede undersøgelserne og forhørene af næsten alle gårdmænd i Hjortsvang. Anklageren var Sr. Niels Michelsen Felt fra Snabegård (Snabegaard ligger i en lille landsby tæt ved Brædstrup). Forsvareren var Sr. Niels Thygesen Bang i Brædstrup.
Da Herredsfogeden, efter det første forhør af Mouritz Mogensen, følte sig usikker på, om han var skyldig eller ej, satte han to husmænd til at holde vagt over Mouritz Mogensen om natten, for at han ikke skulle flygte fra byen, og ville så fortsætte forhørene næste dag. Men da morgenen kom, var Mouritz borte, og ingen så ham siden i Hjortsvang.
Herredsfogeden troede nærmest, at nogen havde hjulpet Mouritz Mogensen til at flygte, blandt andet derfor skulle alle afhøres.
Det tog lang tid at afhøre alle beboerne i Hjortsvang, og midt i det hele brændte Snabegård. Anklageren havde alle sine papirer opbevaret i sit Chatol, som også brændte med stuehuset. Han var nu nødt til at bede om en afskrift af forsvarerens notater, og det er altså disse 150 sider vedrørende sagen, der er samlet på et sted.
Man får også en god beskrivelse af den kvikke unge mand, der selv havde sparet lidt penge op, af den løn han fik, og lånte penge dels af sin fader og dels af sin husbond Jens Rasmussen fra Lensgård, for at drage til Ry marked, hvor han ville handle og dermed tjene flere penge.
Man får en god beskrivelse af, hvordan han køber og sælger dagen igennem og hver gang tjener lidt på de forskellige handler, dels med heste og dels med tøj. Man fornemmer, hvor tilfreds han er med dagen, indtil han et stykke tid efter bliver gjort bekendt med, at der i hans gemmer er nogle falske pengesedler, som han nu bliver mistænkt for selv at have lavet.
Man må så heller ikke glemme, at der kun 5 år forinden blev halshugget en mand fra Hage, fordi han havde lavet falske banco-sedler, og to andre kendte personer i den sammenhæng fik livsvarigt fængsel.
Loven var også hård på dette tidspunkt. Hvis man var i besiddelse af falske banco-sedler, skulle man selv bøde for det, hvis man ikke kunne redegøre for, hvor man havde fået dem.
Og dette sidste kunne Mouritz ikke, for han havde handlet med heste på Ry marked, og fået penge af en ukendt, der købte en hest af ham, han vidste end ikke, hvor manden kom fra.



En falsk bancoseddel


Det var senere på året en varm sommerdag, at Mouritz gik til Tinnet marked, for at gøre flere handler og tjene flere penge. Han blev da passet op af de to damer fra Nim, som han købte tøj af på Ry marked. Disse to damer, eller hvad man nu skal kalde dem, efter deres måde at optræde på, havde sikret sig hjælp fra to mandfolk og truer nu Mouritz til at give dem mange penge, fordi de påstår, at han har betalt deres tøj med falske banco-sedler på Ry marked. Hvis han ikke betaler dem, vil de melde ham til øvrigheden.
Mouritz tror ikke på, at han har betalt med falske banco- sedler, men vælger alligevel at betale dem den ublu sum, de finder frem til.
Hans moder, der er med på Tinnet marked, låner penge hos venner og naboer, og disse låner igen af bekendte, for at hjælpe Mouritz ud af kniben. Nogle af pengene kan de endda levere tilbage med det samme, da der låntes flere penge, end der var brug for. Moderen er dybt ulykkelig over den ulykke, der havde ramt hendes søn. Nogle af naboernes reaktioner beskrives. Der er ingen tvivl om, at landsbyen Hjortsvang er rystet. Men deres sammenhold hjalp ikke meget, Mouritz blev alligevel angivet, herredsfogeden mødte op, og alle blev forhørt.
Måske derfor turde han ikke tro på retfærdighed hos dommerne og valgte at flygte. Der blev i hvert fald intet bevist med hensyn til skyld eller ikke skyld i anklagen, der gik ud på, at han selv havde lavet falske banco-sedler.

Efter mandens død afstår Ingeborg Christensdatter i 1789 sit fæstebrev til soldaten Jens Mortensen, imod at han gifter sig med hendes vanføre datter Birthe Marie Mogensdatter og giver hende selv ophold i huset. Jens Mortensen viste sig at være en dygtig mand. Han købte i 1800 Lille Resenhus og i 1810 yderlige et stykke jord på hartkorn 0-6-0-1 2/5. Han blev far til ialt 11 børn og endte sine dage som gårdmand (se under matrikel 18a).
Det fremgår ikke af skøde og panteprotokollen, at Jens Mortensen forinden havde købt det lille husmandssted "Skovhuset", som han fik fæste på i 1789.

Til matrikel 27a hørte der følgende antal hartkorn 0-2-2-1½ + l0b af hartkorn 0-3-2-2½.
Ole Eriksen får skøde på 27a, antagelig efter Jens Mortensen.
Han var gift med Mette Jocumsdatter.
Deres børn:
Erik Olesen, født 30/4 1804.
Maren Olesdatter, født 8/4 1807.

Ole Eriksen sælger til Rasmus Pedersen den 18/6 1808.
Rasmus Pedersen født 1779 i "Vroldgård" matrikel 8a af Hjortsvang, død som aftægtsmand den 22/8 1830. Han blev gift med Abelone Steffensdatter, født 1781 i Vesterlund, død i Hjortsvang den 9/1 1848, 66½ år gammel. Hun giftede sig anden gang med Mads Nielsen i Skovborg, matrikel nr. 24a, og ejendommene blev en tid drevet sammen.
Deres børn:
Marie Rasmusdatter, født 4/11 1806, gift med Christen Andersen født 1801 i 14a.
Maren Rasmusdatter, født 9/1 1809, gift med samme C. Andersen, den 15/3 1834.
Peder Rasmussen, født 28/11 1811 gift med Inger Marie Pedersdatter fra Tørring.
Madsine Rasmusdatter, født 1817.
Anne Kirstine Rasmusdatter, født 1822, død 1841.

Christen Andersen fik skøde på gården den 1/6 1830, han købte også l0b og lagde den til sin ejendom. Han var søn af Anders Nielsen i Lensgård og født 180l. Christen Andersen giftede sig første gang med Marie Rasmusdatter den 19/6 1830, hun døde 27 år gammel den 11/10 1833. Derefter giftede han sig med hendes søster Maren den 15/3 1834. Han døde den 14/7 1848.
Hun gifter sig igen med Christen Pedersen fra Linnerup, født 15/10 1808, og han får vielsesattest som adkomst til gården den 18/11 1848. Christen Pedersen dør som aftægtsmand hos sønnen den 9/5 1879.
Deres børn:
Christine Andrea Christensdatter, født 1850, død 1852.
Jens Christian Christensen, født 1853.

Jens Christian Christensen får skøde på sin fædrende gård den 12/7 1878. Han frasolgte 27b den 26/5 1894 til Foreningen for Øvelses og Forsamlingshuset i Hjortsvang.


Placeringen af det gamle forsamlingshus på matr. nr. 27b.


Jens Christian Christensen giftede sig med Teresia Kirstine Steffensdatter. Hun fødte en dødfødt pige den 21/1 og døde af en blodprop den 5/2 1882, 19 år gammel.

Han gifter sig igen den 13/7 1883 med Kirsten Jensen, født 3/5 1852, datter af Jens Mikkelsen i Korning.
Deres børn:
Kristen Pedersen Kristensen, født 1884. Jens Micael Pedersen Kristensen, født 1886.

Christen Pedersen Kristensen får skøde på gården den 26/4 1909. Ca. 1913 køber Poul Christian Jensen gården.
Poul Christian Jensen var gift med Jensine Kristine Jensen.
Deres børn:
Jens Jensen
Peder Jensen
Kristian Jensen
Anne Jensen

Jensine Kristine Jensen får skøde på ejendommen den 13/2 1924, og børnene får arveudlægsskøde den 5/12 1927.
De to af sønnerne Jens og Peder køber derefter gården, og får skøde den 5/12 1924.

Den 19/7 1930 får Ejner Madsen skøde på gården. Han er født den 28/1 1904 og død den 3/10 1990.


Ejner Madsen


Han blev gift den 2/4 1929 med Olga Jensen, født den 3/7 1899, hun døde den 28/6 1972.
Deres børn:
Erik Madsen, født den 8/6 1929, i Boring. Død den 17/7 1991.
Knud Madsen, født 19/9 1930 i Hjortsvang.
Jørgen Madsen, født 21/3 1932, død 30/11 1947.
Gunnar Madsen, født den 7/9 1934 og hans tvillingsøster Anne Marie Madsen født 7/9 1934.



Gunner Madsen



Knud Madsen overtog gården den 1/12 1972.



Knud Madsen


Adkomst til boet efter Knud Madsen 17/5 2005.

Skøde til Alice Vingum og Leif Vingum 17.5.2005.

Skifteretsattest til Alice Vingum den 12/9 2012.

Skøde til Lars Vingum 5/5 2020.

Opdateret d. 4.11.2023